Køge Spillemandsforening inviterer til Bal med 'Farvergade' på Teaterbygningen
Pressefoto fra Køge Spillemandsforening.
Arrangør:
• Køge Spillemandsforening
Entré 100,- kr. – billet købes i døren.
Pressefoto fra Køge Spillemandsforening.

Køge Spillemandsforening inviterer til Bal med 'Farvergade' på Teaterbygningen

Det er dem, der spiller til Nordisk Dans på Vartov, Farvergade, i København. Og i aften kan du opleve dem på Teaterbygningen i Køge.

 

Clara Tesch (violin), Julian Svejgaard (piano) og Mads Kjøller Henningsen (tværfløjte) er alle velkendte ansigter på den danske og nordiske folkemusikscene, kendt fra bl.a. fra Floating Sofa Quartet, Vesselil, Stundom, Mads Hansens Kapel, Trolska Polska og Spöket i Köket.


De udgav sidste år cd'en 'Farvergade' med nye gamle toner fra den danske kulturarv, idet man her kan høre 20 melodier fra en gammel håndskrevet nodebog efter to spillemænd fra Faxe: Søren Christensen & Niels Aage Andersen – musik som måske blev spillet på datidens natklubber inde i København!

 

En gang for længe siden på Sydsjælland – nærmere bestemt tirsdag den 8. marts 1853 i Karise – fyldte gårdmandssønnen Søren Christensen 18 år. I den forbindelse fik han en nodebog fyldt med tomme nodelinjer, og han begyndte straks at udfylde dem med dansemelodier.

 

Nogle af melodierne komponerede han selv, men størstedelen fik han sandsynligvis andre steder fra. Søren havde lært sig at spille violin oppe i Hellested, og snart var han spillemand ved fester og andre sammenkomster rundt omkring på egnen.

 

Han må have haft talent for musikken, for i en kort periode tjente den unge Søren til dagen og vejen ved at spille på én af de mange danseboder (datidens natklubber) som fandtes inde i København på den tid. Måske var mange af melodierne i Sørens nodebog de allerseneste dansehits fra hovedstaden?

 
I 1860 giftede Søren sig med gårdmandsdatteren Sidse Marie Andersen fra landsbyen Jyderup ved Faxe, og dermed blev han selv gårdmand på gården Hyldekærgård. Under krigen i 1864 var Søren i krigstjeneste som hornblæser i reserven, men han mødte aldrig fjenden. Årene både før og efter krigen brugte han hovedsageligt på at renovere, udbygge og drive gården, som stadig findes i Jyderup den dag i dag.

 

Til gården konstruerede Søren selv en række ret raffinerede hestedrevne landbrugsmaskiner, og Søren blev derfor kendt på egnen som en fingernem “Ole Opfinder”. Søren Christensen blev i det hele taget en højt agtet personlighed i Jyderup og omegn, og da han døde i 1913 fulgte 25 hestevogne hans kiste op til Faxe Kirke.

 
Musikken fulgte Søren livet igennem, og kun få år inden sin død, overdrog han både sin violin og sin nodebog til sin ældste dattersøn, Niels Aage Andersen (1896-1975) som siden også overtog Hyldekærgård. Den purunge Niels Aage gik til musikundervisning hos den lokale musikdirektør i Næstved og øvede sig i at (af)skrive noder.

 

Dermed blev en håndfuld nye melodier tilføjet til nodebogen i starten af 1900-tallet. Niels Aage blev selv en travl spillemand på egnen, bl.a. som trompetist i det populære orkester Kongstedmusikken, men de sidste mange sider i bedstefaderens nodebog efterlod han tomme.

 
Vi kan kun opfordre: Kom, lyt og bliv glad! Eller endnu bedre: Kom, lyt, dans og bliv glad!

 
Arrangementet er støttet af Køge Kommune og Statens Kunstfond.

 

 

Se video med 'Farvergade' her:

 

Video thumbnail
KOMMENDE ARRANGEMENTER PÅ TEATERBYGNINGEN