Pressefoto fra Køge Klassisk.
Duoen Michala Petri & Lars Hannibal giverkoncert på Teaterbygningen i Køge i anledning af deres 30-års jubilæum.
Petri/Hannibal har i 30 år været en fast del af det internationale og danske musikliv. Siden 1992 har de spillet over 2.000 koncerter i hele verden, spændende fra New Yorks Lincoln Center, Shanghai Concert Hall, Suntory Hall i Tokyo og Londons South Bank til små koncerter i intime rammer.
Jubilæet fejrer de med en koncertturné rundt i Danmark, hvor de spiller et varieret program med kendt og ukendt musik, som bevæger sig rundt i alle stemninger: Let, sørgmodigt, virtuost, alvorligt, meditativt, gammelt og nyt. Fælles for det hele er den særlige kommunikationen mellem alle i rummet og oplevelsen af øjeblikket, som duoen er så kendt for.
Michala Petri har længe været en af verdens førende instrumentalister, og med Lars Hannibals store erfaring som med- og modspiller formår de to at skabe en enhed, som har vakt opmærksomhed over store dele af verden.
Duoens koncerter har altid været præget af en kombination af det højeste musikalske niveau kombineret med en ligefrem og uhøjtidelig koncertform. Ud fra den tanke at klassisk musik er forståelig for alle, kommer de med små introduktioner til det særlige ved de enkelte værker, og programmerne har altid budt på både genkendelighed og udfordringer.
Duoen ser hele tiden fremad og bruger deres erfaring til at forfine og tilpasse programmerne og koncertoplevelserne, og man vil opleve en ligefrem, uhøjtidelig og stærkt kommunikerende koncertform, hvor korte introduktioner guider publikum til forståelse af det særlige ved de enkelte værker.
Ved koncerten i Køge spiller de musik af bl.a. Bach, Händel, Vivaldi, Carl Nielsen, Grieg og Piazzolla – samt Lars Hannibals arrangementer af danske sange, som duoen har indspillet på det nyligt udkomne album ”Blue”.
Michala Petri spiller på mange forskellige blokfløjter, og Lars Hannibal spiller på både guitar og lut.
Koncerten finder sted søndag d. 2. oktober kl. 15 i Teaterbygningens Musikcafé.
Musikcaféen ligger på første sal. Der er elevator.
Se yderligere oplysninger og køb billetter på www.koege-klassisk.dk
Koncerten er arrangeret af musikforeningen Køge Klassisk.